 |
|
|
 |
|
|
|
 |
Kattens 10 bud
Opslag fundet hos Ann Rudbeck's dyrlæge.
Kattens 11 bud!
1. Mit liv varer kun 20 år. Enhver adskillelse fra dig betyder sorg for mig. Tænk over det, når du anskaffer mig.
2. Giv mig tid til at forstå, hvad det er du forlanger af mig.
3. Gør mig tillidsfuld – du er hele mit liv.
4. Vær ikke vred på mig længe ad gangen og spær mig ikke inde som straf.
5. Du har dit arbejde, dine fornøjelser, dine venner. Jeg har kun dig.
6. Tal med mig – selv om jeg ikke forstår dine ord, så forstår jeg når din stemme gælder mig.
7. Ved du, at jeg aldrig glemmer hvordan man er mod mig?
8. Før du slår, så tænk på at mine skarpe tænder og klør med lethed kan flå din hånd, men jeg bruger ikke min magt.
9. Når du bliver irriteret på mig, fordi du selv har travlt, så tænk på at jeg måske har ondt i maven, måske lå for længe i solen eller måske bare er træt og ked af det.
10. Tag dig af mig når jeg bliver gammel. Også du bliver gammel.
11. Vær hos mig når jeg har det svært. Alt bliver lettere fordi jeg har dig. Jeg elsker dig.
Knus fra din kat
En sand historie
Kopieret fra
www.123hjemmeside.dk/zilottez
Hvor kunne du..........
Som hvalp underholdt jeg dig med mine narrestreger og fik dig til at le. Du kaldte mig dit barn, og på trods af en del gennemtyggede sko og et par ødelagte pyntepuder blev jeg din bedste ven. Når jeg havde været "uartig" sagde du til mig med løftet pegefinger "hvordan kunne du gøre det?", men så lod du dig formilde og kløede mig på maven. Det tog lidt længere tid end forventet for mig at blive renlig, fordi du havde frygtelig travlt, men vi arbejdede sammen på sagen. Jeg husker de nætter i sengen, hvor jeg trykkede næsen ind mod dig og lyttede til dine betroelser og inderste tanker, og jeg var overbevist om, at livet ikke kunne blive bedre. Vi gik lange ture og løb i parken, kørte i bil og holdt ind for at spise is (jeg fik kun vaflen, fordi "is er dårligt for hunde", sagde du), og jeg tog lange lure i solen, mens jeg ventede på, at du skulle komme hjem sidst på dagen.
Lidt efter lidt begyndte du at bruge mere tid på dit arbejde og din karriere og mere tid på at lede efter en menneskeven. Jeg ventede tålmodigt på dig, trøstede dig i kærestesorg og skuffelser, skældte dig aldrig ud for dårlig dømmekraft, tumlede mig af glæde, når du kom hjem, og da du blev forelsket. Hun, som nu er din hustru, er ikke et "hundemenneske" - alligevel bød jeg hende velkommen i vores hjem, prøvede at vise hende hengivenhed og lystrede hende. Jeg var lykkelig, fordi du var lykkelig. Så kom menneskebabyerne, og jeg delte din begejstring. Jeg var opslugt af de små lyserøde væsener og deres lugt, og jeg ville så gerne også tage mig af dem. Men hun og du var bange for, at jeg kunne komme til at gøre dem noget, og jeg tilbragte størstedelen af tiden forvist til et andet værelse eller et hundebur.
Åh, hvor jeg dog længtes efter at elske dem, men jeg blev hurtigt en "kærlighedsslave". Efterhånden som de voksede op, blev jeg deres ven. De klyngede sig fast til min pels og trak sig op på vaklende ben, de stak fingrene i mine øjne, undersøgte mine ører og kyssede mig på næsen. Jeg elskede alt ved dem og deres kærtegn - for dine kærtegn var nu så sjældne - og jeg ville have forsvaret dem med mit liv om nødvendigt. Jeg plejede at liste mig ind i deres seng og lytte til deres bekymringer og inderste tanker, og sammen ventede vi på lyden af din bil i indkørslen.
Der havde været en tid, hvor du - hvis nogen spurgte dig om du havde hund - tog et billede af mig ud af din pung og fortalte dem historier om mig. Gennem de senere år har du blot svaret "ja" og skiftet emne. Jeg er gået fra at være "din hund" til "bare en hund", og du brød dig ikke om at have udgifter i forbindelse med mig. Nu har du fået et jobtilbud i en anden by, og du og din familie flytter til en lejlighed, hvor der ikke er husdyrtilladelse. Du har truffet den rigtige beslutning for din "familie", men der var en tid, hvor jeg var det eneste familie, du havde.
Jeg var begejstret over køreturen, indtil vi ankom til internatet. Det lugtede af hunde og katte, af frygt og af håbløshed. Du udfyldte papirerne og sagde "Jeg ved, du vil finde et godt hjem til hende". De trak på skulderen og kiggede pinligt berørt på dig. De kendte virkeligheden for en midaldrende hund, selv en med "papirer". Du var nødt til vriste din søns fingre fri fra mit halsbånd, mens han skreg "Nej, far! Du må ikke lade dem tage min hund!" Og jeg blev bekymret for ham og for, hvad du netop havde lært om venskab og loyalitet, om kærlighed og ansvar og om respekt for alt levende. Du klappede mig på hovedet til farvel, undgik mine øjne og afslog høfligt at tage mit halsbånd og line med.
Du havde en deadline, du skulle nå, og det har jeg også nu. Da du var gået, sagde de to rare damer, at du sikkert havde kendt til din forestående flytning måneder i forvejen, men ikke havde gjort noget forsøg på at finde et andet godt hjem til mig. De rystede på hovedet og sagde "Hvordan kunne du gøre det?" De er så opmærksomme overfor for os her på internatet, som deres travle hverdag tillader. De fodrer os selvfølgelig, men jeg har mistet appetitten for flere dage siden. I begyndelsen, når nogen gik forbi min løbegård, sprang jeg hen til forsiden i håbet om, at det var dig - at du havde skiftet mening - at det hele bare var en ond drøm Š eller jeg håbede, at det i det mindste ville være nogen, som brød som om mig, en eller anden som ville redde mig. Da jeg indså, at jeg ikke kunne konkurrere med glade hundehvalpe, der - uvidende om deres egen skæbne boltrede sig for at få opmærksomhed, trak jeg mig tilbage til et fjernt hjørne og ventede. Jeg hørte hendes fodtrin, da hun kom efter mig sidst på dagen, og jeg traskede efter hende hen ad gangen til et andet rum.
Et velsignet stille rum. Hun satte mig på et bord og nulrede mine ører og sagde, at jeg ikke skulle være bange. Mit hjerte bankede i forventning om det, der skulle ske, men der var også en følelse af lettelse. Kærlighedsslavens dage var talte. Som det er min natur, var jeg mere bekymret for hende. Den byrde, hun bærer, vejer tungt på hende, og det ved jeg på samme måde, som jeg altid vidste, hvordan du havde det. Forsigtigt lagde hun en årepresse om mit forben mens en tåre løb ned ad hendes kind. Jeg slikkede hende på hånden på samme måde, som jeg plejede at trøste dig for så mange år siden.
Professionelt stak hun nålen ind i min åre. Da jeg mærkede stikket og den kølige væske løbe gennem min krop, lagde jeg mig søvnigt ned, kiggede hende ind i hendes venlige øjne og mumlede "Hvordan kunne du gøre det?" Måske forstod hun mit hundesprog, for hun sagde "Undskyld". Hun krammede mig og forklarede hastigt, at det var hendes job at sørge for, at jeg kom et bedre sted hen, hvor jeg ikke ville blive tilsidesat eller mishandlet eller forladt eller ville skulle klare mig selv et sted med kærlighed og lys så meget anderledes end dette jordiske sted. Og med en sidste kraftanstrengelse forsøgte jeg med et haledunk at udtrykke, at mit "Hvor kunne du gøre det?" ikke var møntet på hende. Det var dig, min elskede herre, jeg tænkte på. Jeg vil tænke på dig og vente på dig for evigt. Må alle i dit liv altid vise dig så stor loyalitet.
Slut Note fra forfatteren: Hvis "Hvor kunne du gøre det?" gav dig tårer i øjnene, da du læste den, som den gav mig, da jeg skrev den, er det fordi den udgør den fælles historie for millioner af tidligere ejede kæledyr, som hvert år dør i Amerikanske og Canadiske internater. Enhver er velkommen til at udbrede artiklen til ikke-kommercielle formål, når bare den er behørigt forsynet med copyright noten. Brug den til uddannelsesformål, på jeres hjemmeside, i nyhedsbreve, på dyreinternaters og dyrlægekonsultationers opslagstavler.
Fortæl offentligheden at beslutningen om at bringe et kæledyr ind i familien er en vigtig beslutning for livet, at dyr fortjener vores kærlighed og fornuftige omsorg, at det at finde et andet passende hjem for dit dyr er dit ansvar, og at enhver lokal dyreorganisation kan tilbyde råd og vejledning, og at alt liv er værdifuldt. Gør dit til at standse aflivninger og støt alle sterilisationskampagner for at forhindre uønskede dyr.
Kilde: Jim Willis 2001
En sand historie
Du gjorde en killing fortræd
Af Helle Lenschow
Jeg tænker ikke så tit på dig mere, men af og til slår det mig: Hvorfor blev jeg mon smidt ud? Er jeg ikke en god nok kat?
Du fandt mig ved min mors side. Jeg sov, og du tog mig med uden at spørge nogen om lov. Min mor kalder, men du går videre. Dine børn vil have en kat, og i sommerhuset er der rigeligt med plads.
Det næste, jeg husker, er hænder. Der løfter mig, bærer mig, taber mig og klemmer mig. Jeg piver, forsøger at fortælle, jeg er bange, men børnene bliver bare ved. Jeg kalder på min mor, men hun er for langt væk til at høre mig. Den nat sover jeg hos en pige. Hun er sød, men klemmer mig alt for hårdt.
Der går to uger. I giver mig mad, og I vil hele tiden lege. Jeg er så træt, savner ro til at sove. Som alle andre små killinger gør. Barnet løfter mig, taber mig og får fat i min hale, jeg vender mig brat og slår ud. Pigen skriger, du råber op og slår mig. Mit hjerte banker af skræk.
Den nat sover jeg under sofaen. Jeg skal tisse og gør det på gulvet, tør ikke gå på bakken den nat.
Jeg sidder i en bil. I en papkasse. Du kører for stærkt. Jeg mærker din vrede, og trykker mig mod kassen bund. Ville ønske jeg kunne løbe væk. Men mine ben er små, og mine kræfter rækker ikke. Alligevel hvæser jeg forsvarsberedt, da de hænder, der slog mig i går, igen griber mig i nakken og kaster mig bort.
Jeg lander i græsset, hører din bil speede op. Du er væk. Har forladt mig i regnen. Jeg kalder på min mor, på pigen, på huset, på tæpperne, ja selv på dig. Jeg sidder i grøften længe. Venter og håber. Men I er bare rejst væk.
Sulten driver mig fremad, gennem regnen på trætte ben. Jeg burde ikke gå her, blandt biler, der suser forbi. Men ingen ser mig – jeg er bare en lille killing. Forfrossen, bange og forladt.
Der er stemmer længere fremme, jeg sætter farten op. På p-pladsen foran butikken er der en dame, der samler mig op. Jeg hvæsser, men hun smiler bare. For sikke en farlig lille fyr! Så tager hun mig ind under jakken, og varmen får mig til at falde i søvn.
Da jeg vågner, er jeg bag tremmer. I et eller andet mærkeligt bur. Her lugter af andre dyr og medicin. Der står en pige og ser ned på mig. Hendes øjne er rare og varme. Jeg rejser mig, begynder at spinde, føler at noget vigtigt står på spil.
Nu bor jeg igen i et hus. Med have og andre katte. Her er mad og varme og tryghed. Endelig rolig igen. Og pigen hun sir, at hun elsker mig, og at jeg skal bo her altid. Og selv om jeg ikke tænker på dig og dit svigt, så tit nu som før, så frygter jeg stadig, at pigen en dag siger stop. At hun slår mig eller smider mig ud af sin dør, så jeg igen er forladt.
Men hun siger godt nok, at hun elsker mig, og jeg håber inderligt, at det varer ved. Hver aften så sover jeg hos hende, jeg spinder og er så glad.
Dybt i mit hjerte der håber jeg virkelig, pigen altid vil synes, at jeg er en god nok kat…
--------------------------------
Ovenstående er inspireret af Nemo, en sommerhuskat, der blev brugt som levende legetøj, kasseret og efterladt i en grøft i en alder af cirka seks uger. Nemo lider stadig af frygt for at blive forladt i dag – flere måneder efter, at jeg hentede ham på Galten Dyreklinik. Han er sky, kan ikke lide børn og bærer præg af at være kommet alt for tidligt fra sin mor.
Nemos historie er desværre langt fra enestående. De grusomheder, uvidende mennesker påfører umælende dyr i egoismens navn, følger ofte dyret resten af dets liv. Derfor: Luk ikke øjnene, men begynd at tage ansvar nu!
|
|
|
|
|
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig!
Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE
|